Den daglige tilværelse i et samfund, hvis maksime er “altid at udmærke sig”, giver helt sikkert en konkurrencemæssig karakter. Desuden kan det også skabe en nødvendighed, en længsel efter at have ret og bevise, at ens viden er bare en smule mindre begrænset end modpartens. Og når det er afgørende at have ret, er det ofte lettere at opnå en slet skjult illusion om at have ret. Sofistik, der stammer fra det gamle græske sophistēs, som betyder “visdom”, er en praksis, hvor man anvender tilsyneladende sunde ræsonnementer til at forsvare en konklusion, der i sagens natur er falsk eller subjektiv. I dag er man villig til at bruge ethvert argument for at bevise en pointe og afsløre sit dybe tomrum af overbevisninger eller blot den lunefulde karakter af de overbevisninger, der synes at eksistere. I vores samfund viser den sit grimme ansigt overalt, lige fra klasseværelset til kollegiet, lige fra politiske stridigheder til skænderier om, hvilken spisesal der er bedst. Men denne argumentationspraksis er ikke begrænset til millennials – den praktiseres faktisk af pseudointellektuelle i hele landet, og dens yderligere udbredelse kan en dag blive roden til vores fare.
Her er et relevant eksempel på sofisteri, der forekommer hyppigt blandt millennials: Man hævder, at man mener, at folk af alle baggrunde, racer, køn eller socioøkonomiske positioner har den samme evne til at tale sandhed, men hævder derefter, at visse emner kun virkelig kan diskuteres af folk med visse facetter, visse baggrunde – og udelukker andre på baggrund af de førnævnte egenskaber. Det er en alarmerende påstand, som alt for ofte forekommer.
Som tusindårige er vi blevet formet af en omskiftelig verden med hurtige fremskridt i næsten alle aspekter af vores liv. Alligevel er det netop denne lunefulde verden, der så let inviterer sofisteri ind i millennialernes liv. Det er i høj grad et problem for tusindårige, idet vi ofte projicerer et kundskabstræ, som i virkeligheden er rodløst. Vi henter vores information fra et internet i konstant forandring, fra Youtube-videoer og tweets fra berømtheder. Inden for samfund som Boston College – der er meget intellektuelle, men alligevel præget af rivalisering – kan man finde eksempler på spidsfindighed overalt. I klasseværelset skjuler et arsenal af retorik og blomstrende sprog ofte et forfatningsmæssigt forkert udsagn. Selv i hverdagens samtaler inficerer det uophørlige behov for at have ret vores liv her: Man kan ofte høre studerende debattere, ikke i et forsøg på at indhente ægte information, men for at opnå en slags forbigående retfærdiggørelse.
Sofistik virker ved første øjekast harmløs, men dens skade er reel og ganske alvorlig. Som unge voksne stræber vi efter at forme os selv til den, vi håber at blive, og de fleste af os har helt sikkert endnu ikke nået vores højdepunkt. Er vores identitet så tidsmæssigt betinget, at de overbevisninger, som vi anser for selvfølgelige, ændres i et forsøg på at være korrekte, efter hvert indfald i en ny samtale? Hvis vores overbevisninger altid er relative, kan vi aldrig have et absolut mål i livet og kan derfor kun jagte flygtige fornøjelser. Hvad kan vi mere præcist stræbe efter som makrokosmos, hvis vi konstant slår mod vores fundamenter? Hvis vi opgiver sandheden for kun at give den et udseende af sandhed, fører det til en mørk vej – en vej, der er bygget på nihilisme – og som miskrediterer alt, hvad vi har bygget og stræbt efter, især inden for den akademiske verden. Vi kan bestemt ikke, og jeg bønfalder os om ikke at bytte absolutter for slægtninge.
Et af de mest udbredte steder for sofisteri er ganske nyt i vores verden. De sociale medier udbreder dagligt sofisteri, og i stedet for nogensinde at blive konfronteret med forfærdelse, bliver denne praksis ofte belønnet med ros. Sofistik findes mest udbredt på stærkt politiserede sociale medieplatforme, såsom Facebook og Twitter. Begge platforme er i høj grad polariseret og opdelt i grupper af mennesker, der har samme overbevisning. Når sofisteri bruges til at afkræfte modsatrettede synspunkter, bliver det derfor ofte hyldet som praktisk visdom. F.eks. er der på de sociale medier ofte konstrueret stråmandsargumenter som svar på modsatrettede (ofte politiske) holdninger, dvs. bevidst fordrejede udsagn, der er opstillet, fordi de er lettere at besejre end en modstanders reelle argumenter. De er ofte baseret på slående modsigelser af ens egne overbevisninger samt på sofisme. Disse stråmandsargumenter påvirker så neutrale personer, som ikke har viden om et emne og nu kun ser en forvrænget sandhed. Da disse sociale medieplatforme desuden er så polariserede, er muligheden for at svare på disse stråmandsargumenter stærkt begrænset. Strawman-argumenter og sofisme går hånd i hånd, og vi må konfrontere dem – de fremmer behovet for at være korrekt i stedet for behovet for sandhed.
Da trangen til både tilfredsstillelse og sofisme har overlevet tidens prøver, må vi acceptere, at de måske aldrig helt vil blive udryddet fra vores midte. Men i håb om at lindre disse lidelser må vi seriøst søge efter absolutte sandheder, ikke efter tilfredsstillelsen af at være fejlfri. Vi må tænke over, hvorfor vi er her, og hvad vores mål er. Er vi her for at opnå midlertidig tilfredsstillelse og opholde os i illusioner, eller er vi her for at søge efter noget mere, noget konkret, og rette os ind efter det, som vi helhjertet kommer til at tro på? Måske sagde Platon det bedst: “Når et menneske tror, at det ved, men ikke ved det, er det tilsyneladende den store kilde til alle intellektets fejltagelser.” Den største fejl er at give den opfattelse, at man taler sandt, mens man i virkeligheden er på vildspor. Vi kan helt sikkert forlade denne frygt for at fejle og være uvidende i håb om virkelig at lykkes og en dag virkelig at vide.
Featured Graphic by Anna Tierney / Graphics Editor