Jeg ville give alt og alt, hvad jeg har lige nu, for at få min far tilbage i denne verden. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke savner ham, eller spekulerer på, hvordan livet ville være, hvis han stadig var her.
Det er fem år siden, at min far døde af kræft.
Jeg har været meget åben om min historie over for mine læsere, lige siden jeg offentliggjorde mit første fotoprojekt på denne blog for tre år siden (LÆS: Jeg forlod alt for at rejse verden rundt for og med min far).
Jeg var 24 år, uden rejseaktivitet, fastlåst i et liv, der måske virkede som en drøm for andre, men som ikke var tro mod mig selv. Jeg var ulykkelig, uopfyldt, usikker og godt på vej til at ramme bunden. Jeg forlod alt (lejlighed, forhold, job, venner) i mit gamle liv for at rejse rundt i verden for allerførste gang. Folk spurgte mig altid: “Var du ikke bange?” Jo, for fanden, jeg var bange. Men jeg var nået til et punkt, hvor jeg vidste, at jeg ikke havde andre steder at gå hen end opad. Så jeg tog den største risiko i mit liv.
Det er det der med det, der virker som uudholdelig tristhed og fuldstændigt tab af håb – det kan bare ikke blive værre. Det kan kun blive bedre.
To år senere skrev jeg et indlæg om de erfaringer, jeg havde gjort mig i de to år efter hans død (LÆS: 10 ting, jeg lærte, mens jeg håndterede en elsket persons død).
Og siden da har livet fortsat med at kaste mig adskillige curveballs, givet mig mulighed for at opleve eventyr og skubbet mig ind i situationer, der giver næring til mine lidenskaber. Der kan komme noget godt ud af det dårlige.
Men det er ikke let at finde lykken. Nogle gange er den ulækkert svær, gemt bag din værste frygt, og den vil ikke vise sig, før du samler dit mod og kæmper for den. Men til sidst vil du finde den – så længe du ikke giver op. Det er jeg et bevis på.
Men de fleste mennesker, der møder mig nu, kender ikke til de sidste fem år. De ved ikke, hvem jeg var, før min far døde, eller i det år, hvor han var syg. Jeg var en helt anden person. De har ikke oplevet mig under min sorg, under min forvandling.
De har ikke set de skaldede pletter, som engang dækkede mit hoved. De tredive ekstra kilo vægt, som jeg skjulte bag lag af sort. Skabet fuld af tøj, tasker og sko, som jeg vidste, jeg ikke havde brug for, men som jeg alligevel købte. Bare for at føle mig lidt mindre lortet i løbet af ugen.
De får lov til at se den person, jeg er i dag. Sukker og sommerfugle. Salt hår, som regel barfodet, der laver vittigheder, som ikke altid er sjove. Den lette latter, den solkyssede hud. Hovedet bag motivationen, der bliver fodret gennem instagram-tekster. Den nu nomade med en uforlignelig livsglæde.
Men jeg har ikke altid været denne person. Det tog mig fem år med livets lektioner at få mig hertil.
Fem år og femogtyve lande. Og jeg vil gerne dele den rejse, der har formet mig til den kvinde, jeg er i dag – den kvinde, jeg langsomt men sikkert er ved at blive – den kvinde, som jeg håber, at min far ville være stolt af.
Du vil blive mere kræsen med dine prioriteter.
Oh, du ved, hvordan man siger, at livet er kort? Tja, der er intet som døden af din mest foretrukne person til at sparke dig i a-s og minde dig om, hvor kort det faktisk er.
Jeg troede ikke et sekund, at jeg ville skulle leve resten af mit liv uden min far. Jeg kan ikke ringe til ham i telefonen for at tale med ham, når jeg ikke kan træffe en beslutning. Eller når jeg er stresset. Jeg kan ikke bare gå hjem og give ham et knus. Jeg kan ikke takke ham for alt det, han har gjort. Jeg kan ikke gengælde ham for de ofre, han har bragt for vores familie. Han vil ikke være der til at føre mig ned ad kirkegulvet, når jeg en dag bliver gift.
Så når du indser, hvor kort livet faktisk kan være, ændrer dit perspektiv sig, og det samme gør dine prioriteter.
Nogle af de ting, som du følte var vigtige, bliver hurtigt spild af tid. Du vil vokse og skifte, blive ubehagelig ved dit nuværende liv, og alt dette ubehag skaber et pres, der tvinger dig til at omprioritere, genoverveje og omforme det liv, du ønsker at leve.
Du vil kende empati, og det vil skabe dybde.
Det smukke ved modgang er, at det opbygger empati – evnen til at føle med andre og skabe forbindelse med dem. Det handler om at være i stand til at sætte sig i andres sted. At man faktisk er ligeglad med andre end sig selv.
Og måske er det det, der har fået mig til at indse, hvor smukt det er at skabe kontakt med nogen på et dybere plan. Nogen, der forstår din smerte, kan leve sig ind i den, fordi de har gennemgået deres egen form for traume, bygget sig selv op igen ved at overvinde deres frygt og til sidst finde fred igen. Nogen, der har været igennem deres egen rejse, til at identificere sig med din og føle lige så meget som du føler.
Du inspirerer andre.
Ja, selv nu. Selv i dit mørke. Selv når du er svær. Nogen kigger på dig,det du går igennem – og er i ærefrygt over, hvordan du stadig formår at gå videre med dit liv. Det er en storslået inspirerende ting – at se dig have styrken til at smile eller grine på trods af alle dine vanskeligheder. På grund af dig er der nogen, der ser på deres eget liv og skubber til at fortsætte.
Vi ser ofte ikke på os selv som inspirerende, men jeg tror, at alle i verden kan inspirere nogen med deres historie.
De mennesker, der har oplevet modgang, ender oftest med at blive de mest succesfulde, mest empatiske og mest inspirerende mennesker i verden.
Du har også evnen til at hjælpe nogen til at genoverveje deres eget liv og hjælpe dem med at blive et bedre menneske.
Du er mere følelsesladet, og det er smukt.
Jeg var engang så dybt bange for mine følelser, at jeg forsøgte at skjule dem for andre og mig selv. Og det knækkede mig ned. Jeg gemte dem væk og gik igennem dem alene. Men da jeg begyndte at acceptere og omfavne dem, gav det mig mulighed for at skabe mere åbne menneskelige forbindelser.
Og de venner, som er der for dig i dine laveste øjeblikke, er dem, som vil være der for dig for evigt. De mennesker, der elsker dig for dine følelser, som virkelig kender dig og vil støtte dig uanset hvad. Hold disse mennesker tæt på.
Jeg kender så meget mere lykke og taknemmelighed, fordi jeg har kendt til sorg og tab. Det er ikke sådan, at du kun oplever sorg, når du er mere følelsesladet – du føler mere af alt.
Dit smil er lysere, dit grin smitter, og de enkleste ting vil gøre dig lykkeligere end de mest ekstravagante.
Jeg taler om ren, ukompliceret glæde. Og du vil føle den i sin rå form. Fordi du virkelig har kendt sorg.
Du vil ikke længere lade frygt styre dine beslutninger.
Folk kalder mig stærk, men det føler jeg ikke altid sådan. Jeg føler mig som en normal pige. Jeg kan have temperament, håndtere usikkerhed, ønske at blive elsket og føle følelser ligesom alle andre. Nogle gange føler jeg mig som et sh-t show, som om mit liv ikke er i orden. Min største frygt er, at jeg aldrig vil finde nogen, der vil elske mig på samme måde som min far elskede mig – betingelsesløst.
Jeg plejede at frygte at sove på steder, hvor der kravlede insekter på loftet. Jeg plejede at frygte at surfe på bølger, der var større end to meter. Jeg plejede at frygte at lade en dreng tro, at jeg kunne lide ham for meget, så jeg spillede spil og var ikke tro mod mig selv. Jeg var bange for at træffe forhastede beslutninger eller planlægge for lidt eller leve uden en følelse af tryghed. Jeg plejede at frygte forandringer i enhver form.
Og jeg plejede at lade denne frygt styre mine beslutninger og mit liv. Men nu ser jeg frygten som en mulighed for at udfordre mig selv og bevise over for mig selv, at jeg er i stand til at overvinde hver eneste frygt.
Jeg mærker hver en smule af denne frygt, inden jeg padler ud til et surfbræt, jeg aldrig har været på før. Og når jeg hopper ud fra vandfald i et tredjeverdensland. Når jeg ikke ved, hvor jeg skal bo i næste måned, eller om jeg fortsat vil finde arbejde som fotograf i fremtiden.
Jeg føler hver en smule af den frygt, og jeg gør det alligevel. Og øvelsen i at gøre det vil utvivlsomt øge din selvtillid. Min er vokset eksponentielt i de sidste fem år. Jeg har gjort ting, som jeg aldrig havde troet, at jeg kunne gøre.
Jeg har rejst alene til over femogtyve lande. Jeg besteg det højeste bjerg i Nordafrika, mens det var dækket af sne. Jeg blev forelsket, fik mit hjerte knust og har ikke ladet det gøre mig hård. Jeg har surfet i bølger stærkere, end jeg troede, jeg var forberedt på, i over ti lande. Jeg gik væk fra et fem år langt forhold, som jeg var bange for at forlade, selv om det var det mest skadelige for min selvtillid, mit mentale helbred og mit selvværd. Jeg fotograferede nogle af verdens bedste surfere på et af de mest berømte og mest skræmmende surfbreaks på planeten. Jeg forlod et liv med jobsikkerhed for tanken om en ustabil fremtid, for et garanteret liv i frihed.
Og det er fordi jeg ved, at intet, jeg nogensinde vil gå igennem – uanset hvilket problem, hvilket spørgsmål, hvilket hjertesorg – vil være lige så svært som min fars død. Hvis jeg kan gå igennem det traume, den modgang, den depression og komme ud i live – så vil jeg være i stand til at komme igennem hvad som helst. Det har givet mig styrke og perspektiv. Og frygt er ikke længere en mulighed.
Det bedste er endnu ikke kommet.
Jeg presser hele tiden mig selv for at blive bedre til det, jeg laver. Presser mig selv konstant til at blive et bedre menneske. At være venlig over for alle mennesker. At bevæge mig med et formål. At leve et liv, som jeg og min familie ville være stolte af.
Fra sorg og modgang kommer vækst, forandring og storslået forvandling.
Jeg omfavner forandring og eventyr. Jeg forsøger at holde mit hjerte åbent, selv når folk sårer mig. Jeg gør det bedste, jeg kan, for at gøre verden til et mere positivt sted. Og jeg ved, at jeg aldrig ville være denne person, hvis jeg ikke havde været igennem det, jeg havde været igennem fem år før.
Min far gjorde mig til et bedre menneske, da han var i live. Og han fortsætter med at gøre mig til et bedre menneske, selv om han er gået bort. For det betyder ikke, at han er væk.
Hans evne til at elske, uendelige tilgivelse, uselviske natur og lystige latter motiverer mig, lever i mig og alle andre i min familie.
Fem år senere, og ja – der er stadig øjeblikke, hvor jeg bliver ked af det, savner min far og ville ønske, at han var her. De øjeblikke vil nok aldrig forsvinde. Der er stadig øjeblikke, hvor jeg bliver frustreret, når der sker dårlige ting for mig, eller når mine følelser bliver såret. Men det er de dele af livet, der hjælper dig med at vokse, blomstre op til en stærkere, mere modstandsdygtig sjæl.
Jeg håber, du husker dette, når du føler, at du er alene i din smerte. Jeg håber, at du husker, at det gode er på vej, og at du er stærkere, end du tror.
Tak til Prudential Financial og Bloglovin’ for at støtte mig ved at sponsorere dette indlæg og give mig lov til at dele min historie som en del af deres #masterpieceoflove-projekt. For flere inspirerende historier om tab, modstandsdygtighed, familie og kærlighed – besøg det officielle websted for #masterpieceoflove her.