Joe Davola mødte Larry David og hans manager/kæreste, Laurie Lennard, ved en indsamlingsfest for Robin Hood Foundation i Los Angeles omkring 1992. Tv-chefen, der nu arbejdede for Fox, havde kendt Lennard siden hans tid på MTV i 80’erne og havde siden da på forskellige tidspunkter bejlet til Davids talent som forfatter af komedier.
David hilste på ham således: “Joe Davola, Joe Davola, Joe Davola, Joe Davola, Joe Davola, Joe Davola.”
Davola, der var lige så tro mod sin egen personlighed, svarede med sin dybe Brooklyn-accent: “Hvad fanden laver du, Larry?”
“Jeg kan godt lide dit navn. Må jeg bruge det?”
Davola trak på skuldrene. Selvfølgelig, hvorfor fanden ikke?
Seks måneder senere fik Davola besøg på sit kontor af Castle Rock-direktør Glenn Padnick. Padnick havde to manuskripter i hånden, et med et blåt omslag og et med et gult omslag. Padnick virkede nervøs, som han ellers ofte gjorde. “Joe, du skal læse de her.”
Davola tog dem med sig hjem den aften og gav dem til sin kone. “Jeg er med i disse Seinfeld-manuskripter,” sagde han. “Kan du læse dem?”
Hun gjorde det og meldte tilbage. Karakterens navn var faktisk “Crazy” Joe Davola. I manuskripterne udvikler han et patologisk had til Jerry på grund af professionel misundelse, da han også forsøger at sælge et manuskript til NBC. Derefter fortsætter han med at forfølge Jerry og George. “Fyren er sindssyg”, sagde Davolas kone til ham. “Han er slet ikke som dig. Men du burde gøre det.”
Spå et senere tidspunkt spurgte folk ofte Davola, hvad han havde gjort David for at fortjene en sådan karakter opkaldt efter ham. De var ikke klar over, at han ikke bare havde læst manuskriptet på forhånd, men også havde gennemgået en hel proces for at skrive under på det. Davola var endda nødt til at gå til sin egen chef, Fox-formand Peter Chernin, for at få hans godkendelse. I henhold til hans kontrakt med Fox ejede tv-selskabet hans navn og billede, så Chernin havde noget at skulle have sagt. Han gav sit okay.
Da begyndte der at ske mærkelige ting med Davola tidligt i efteråret, allerede inden afsnittene blev sendt. Da han tog hen til settet af The Edge, et sketchkomedieshow, som Fox var ved at producere, løb han ind i Wayne Knight, som havde medvirket som gæstestjerne i flere af de seneste afsnit af Seinfeld som Jerrys nemesis, Newman. Da Knight hørte Davolas navn, så han forskrækket ud og forsøgte at undgå Davola i møderne.
Til sidst trak Davola ham til side. “Wayne,” sagde han, “jeg kender til det. Det er ikke en dårlig ting.”
Da Davola løb ind i David ved Emmy-uddelingen i slutningen af august, sagde David til ham: “Du er ikke med i to episoder. Du er med i fem.”
Afsnittene begyndte at blive vist i september, og Davola troede, at det mærkelige var overstået. Indrømmet, karakteren var kun blevet værre, som den fjerde sæson af Seinfeld skred frem: Davola går ud med Elaine og bliver besat af hende og holder hende fanget i sin hule, indtil hun undslipper ved at sprøjte ham i ansigtet med Binaca. Men den rigtige Davola troede, at han og Seinfeld nu ville gå hver til sit.
Derpå foreslog han sin kone, at de en aften skulle spise middag på Hollywood-hotspotet The Ivy. “Du kan ikke bare ringe til The Ivy en time før og komme ind,” insisterede hun.
Men Joe Davola gjorde det den aften.
Fortsat lagde han mærke til, at alle behandlede ham anderledes alle steder, hvor han sagde sit eget navn. Bedre restaurantborde, bedre Clippers-billetter, opgraderinger, hvor opgraderinger var mulige. Han havde været en velanset producent og direktør før. Nu troede folk, at han var berømt. Og de var muligvis lidt bange for ham.
En gang imellem var der nogen, der havde modet til at spørge: “Er du den fyr?” De rigtig frække hviskede: “Hvad har du gjort ved ham?”
Davola forklarede nu konstant: “Jeg har ikke gjort noget! Jeg gjorde ham en tjeneste.” (Det var en favah i Davolas accent.) “Han kunne lide mig. Det er i orden.”
Hvert møde, han havde, var det der igen: “Må jeg stille dig et spørgsmål?”