I 2002 optog Curtis Hanson en film, der ikke ligefrem handlede om Eminem. I hvert fald handlede den ikke om en Eminem, som hans millioner af fans havde kendt før. I sine tekster havde Em skrevet med vitriol om sine forældre og sin datters mor, som regel overdrevet med henblik på komisk effekt. På den anden side er der ikke en masse humor i 8 Mile, selv om hver af disse personer fra det virkelige liv inspirerer filmen på et eller andet plan. Det er en stor uoverensstemmelse, hvis man vil kalde dette en “Eminem-film”, en betegnelse som Marshall Mathers selv ikke brød sig om. Som han ville spytte 11 år senere, er han ikke en rapper, han er en adapter. Her, i sin eneste hovedrolle i en film, tilpassede han sin populære persona (hånende, nihilistisk og narkomanagtig) til at passe til rollen som en lige så kompleks karakter. Hvordan hænger begge dele sammen med hans image i 2014, hvor han forbereder sig på at være hovednavn på Lollapalooza?
Plottet – skrevet af Scott Silver og veludført på trods af Hansons relative uvidenhed om hiphop – er naturligvis en skive parallelisme. Biggie, Mobb Deep og Wu-Tang Clan er i radioen, mens Jimmy “B-Rabbit” Smith kæmper for at opretholde en antydning af stabilitet. Med en symbolsk affaldssæk med tøj på sig i filmens begyndelse bevæger han sig fra utilfredsstillende job til utilfredsstillende job og forsøger at starte en musikkarriere via Detroits undergrunds battle rap-scene. Han har svært ved at vise sin klogskab til resten af verden, men der er altid en følelse af, at Rabbit til sidst vil knække koden og enten vinde en pladekontrakt – han sparer penge op til studietid – eller finde klarhed et andet sted. Der er aldrig tvivl om det vagt triumferende udfald.
For Rabbit (som optræder uden den rigtige Marshall Mathers’ tatoveringer) er det hårdt at vokse op som outsider på Detroit-siden af 8 Mile Road. Der er præcis én anden hvid fyr i Rabbits lille kreds, den clueless Cheddar Bob (Evan Jones). Cheddar Bob er hylende morsom. Det er som om han en dag uden mål fandt sig selv i Detroit, besluttede sig for at blive og nu er sammen med denne brogede flok, fordi han tiggede om at være med i deres lejr. Alene hans tilstedeværelse gør det til gengæld klart, hvor forvirret Rabbits liv ville være, hvis han ikke havde en betydelig tro på sit talent, sin drivkraft.
Der er stadig et element af tvivl, af fastlåsthed, der gør, at 8 Mile føles presserende. Rabbit får ikke megen støtte ud over sine drenge. Han bor i en trailerpark-agtig trailerpark med sin konfrontatoriske mor Stephanie (Kim Basinger), sin lillesøster Lily (Chloe Greenfield) og Stephanies evigt fulde, ubehageligt unge kæreste Greg (Michael Shannon, der spiller en Michael Shannon-karakter). Intet går som det skal i denne husstand, indtil Stephanie en aften vinder 3.200 dollars i bingo, og der er stadig en fornemmelse af, at pengene kun rækker så langt.
Selv filmens mindeværdige sexscene – mestendels påklædt samleje mellem Rabbit og den promiskuøse Alex (Brittany Murphy i en af sine stærkeste præstationer inden sin død i 2009) – foregår på det lager, hvor Rabbit sindssygt nok arbejder. Det begynder knap et minut (i realtid) efter, at Rabbit og Alex har deres første flirtende samtale, og det er et af filmens sjældne øjeblikke af øjeblikkelig tilfredsstillelse.
A andre steder er alt fortjent. Rabbit bliver buet af scenen, da han fryser i mikrofonen på The Shelter, det spillested, der faktisk var vært for Em’s tidlige optrædener. Han skriver materiale i bybussen, fordi hans bil bliver ved med at gå i stykker. Efterhånden som venner som Battle-værten David “Future” Porter (Mekhi Phifer) og Cheddar Bob indgyder ham tillid, udvikler Rabbit sin angrebsplan for at konkurrere: en kombination af åbenlys sult, kulde og, vigtigst af alt, lynhurtig humor. Intet af dette er let.
En del af det har at gøre med hans iboende ulemper. Ikke alene er han hvid, men han bor også i en trailerpark. Selv om flyness er en del af rapspillet, ser han generelt kedelig ud som en stor fan af én grå beanie. Han er reserveret og smiler sjældent, medmindre han gør grin med “Sweet Home Alabama”, for eksempel. Han bliver endda omtalt som en nazist (værre end Elvis-cracks) på grund af sit temperament og ellers mættende opførsel. Han skubber nogen hvert andet minut eller deromkring, og hans catchphrase er “fuck you!”; værre er det, at han mangler forudseenhed med hensyn til sine modstanderes egen vrede. Engang, hjemme hos Lily, er han i undertal og får en gang tæsk, der kulminerer med den falske Papa Docs (Anthony Mackie) pistol mod Rabbits hoved.
Der er andre rappere i filmen, bl.a. Xzibit, Proof (R.I.P.) og Obie Trice, men Rabbit er generelt frygtløs, uanset om han er på The Shelter eller freestyler i sin frokostpause. Det er betegnende, at hans talent endnu ikke manifesterer sig i et musikstudie (tilbage til virkeligheden, Em’s debutalbum, Infinite, udkom i 1996), for battle rap er netop det: en kamp mellem to modstandere og deres ord. Tingene bliver personlige, og Rabbit er uprøvet. I sine modstanderes øjne fortjener han ikke den respekt, som mere etablerede rappere gør. Da han optræder for første gang i filmen, er hans levering bare ikke til stede. Det er ikke overraskende i betragtning af, at han lige havde forseglet et opkastnings-sesh i et udførligt skarpskåret badeværelse – selv om han lige havde set klar til verbalt at “dolke din hjerne med dit næseben”, som en 19-årig Prodigy erklærede i den sang, der spiller i hans hovedtelefoner, Mobb Deep’s krybende “Shook Ones, Pt. 11”.