Målinger af den absolutte fattigdom i udviklingslandene, 1981-2004

Resultater

Tabellerne 1-4 viser vores samlede resultater for de to fattigdomsgrænser og for både hovedtællingsindekset (tabel 1 og 3) og det absolutte antal fattige vurderet ud fra hver grænse (tabel 2 og 3). Disse følger vores tidligere metoder til global fattigdomsmåling, som opsummeret ovenfor, uden at der tages hensyn til den højere KOL i byområder. Tabel 5 viser resultaterne af målingerne af fattigdom i byerne og i landdistrikterne for 1993 og 2002, som vi diskuterer senere.

Grupperes der på tværs af regionerne, finder vi tendentielle fald i hovedopgørelsesindeksene; for begge grænser er tendensen ≈0,8 % point om året i perioden 1981-2004. k Antallet af personer, der lever under 1 USD om dagen, er også faldet (tabel 2) og faldt for første gang under 1 milliard i 2004. Fremgangen har dog været langsommere for 2-dollarlinjen. Antallet af mennesker, der lever under 2-dagsgrænsen, steg faktisk i det meste af perioden og faldt kun kortvarigt i midten af 1990’erne og siden slutningen af 1990’erne. På grundlag af tabel 3 og 4 kan vi udlede befolkningsvækstraterne for de tre grupper: dem, der lever under 1 dollar om dagen, dem, der lever mellem 1 og 2 dollar, og dem, der lever over 2 dollar; de årlige eksponentielle vækstrater (opnået ved at regressere den logaritmiske befolkning med tiden) for disse tre grupper er -1.4%, 1,9% og 3,5% (med standardfejl på 0,2%, 0,4% og 0,1%).

Kina har naturligvis den største vægt i disse beregninger (hvilket også peger på den sandsynlige følsomhed af de globale fattigdomsaggregater over for målefejl i dataene for Kina). Tabellerne 1-4 indeholder også vores skøn uden Kina. De tendentielle nedgangstakter i hovedopgørelsesindeksene er ca. halveret, når man fokuserer på udviklingslandene uden for Kina. l Når vi udelukker Kina, finder vi et ret statisk billede med hensyn til antallet af mennesker, der lever under 1 dollar om dagen, uden nogen klar tendens, og en klar trendmæssig stigning i antallet af fattige ved fattigdomsgrænsen på 2 dollar om dagen, som kun viser få tegn på den mulige omvending efter 2000, som serien inklusive Kina viser (tabel 4). Dette statiske billede for udviklingslandene uden for Kina dækker naturligvis over både gevinster og tab på landeniveau, som stort set udlignede hinanden i det samlede billede. Det samlede mønster for befolkningsvækstraten på tværs af de tre indkomstgrupper, under 1 dollar, mellem 1 og 2 dollar og over 2 dollar, ændrer sig radikalt, når vi fokuserer på udviklingslandene uden for Kina. Vi finder nu årlige vækstrater på henholdsvis 0,1 % (SE = 0,1 %), 2,4 % (0,2) og 2,5 % (0,1).

Det skal også bemærkes, at nogle træk ved den samlede serie også afspejler begivenheder i Kina. Det kraftige fald i antallet af fattige i begyndelsen af 1980’erne (især for den nederste linje) skyldes i høj grad Kina; over 200 millioner færre mennesker findes at have levet under 1 dollar om dagen i 1984 i forhold til 1981. m Kina er også ansvarlig for det lille fald i antallet af fattige globalt set i midten af 1990’erne. n

Så vidt vi har fokuseret på aggregaterne på tværs af regioner. Det fremgår klart af tabel 1-4, at udviklingen i fattigdomsforanstaltningerne i perioden som helhed er markant forskellig på tværs af regionerne, hvilket også fremgår af fig. 1. Vi finder et stærkt faldende antal fattige i Østasien (ved begge linjer). Både antallet og andelen af fattige var generelt stigende i Østeuropa og Centralasien (ECA), selv om der var en markant forbedring efter 2000. Vi finder et generelt stigende antal fattige, men faldende procentdele i Latinamerika og Caribien (LAC) og Mellemøsten og Nordafrika (MENA), dog med visse tegn på forbedring efter 2000, og et tendentielt fald i antallet af personer under $1-grænsen i MENA. Vi finder faldende procentdele af fattige i Sydasien, men en forholdsvis statisk optælling af antallet af fattige under 1 dollar om dagen og en stigende optælling for den højere.

Vi finder en klar indikation af stigende fattigdomstal i Afrika syd for Sahara (SSA) for begge grænser, selv om der er opmuntrende tegn på et fald i procentdelen under grænsen efter 2000, i overensstemmelse med andre regioner. Faldet i SSA’s fattigdom for 1 dollar om dagen er ca. 1 procentpoint om året fra 1999 til 2004; i absolutte tal er dette lidt højere end faldet for udviklingslandene som helhed, selv om (i betragtning af Afrikas højere end gennemsnitlige fattigdomsprocent) den forholdsmæssige faldsprocent i perioden 1999-2004 stadig er lavere end gennemsnittet. Ved hjælp af $2-linjen kan vi stadig se fremskridt i SSA siden 1990’erne, selv om nedgangstakten i fattigdomsforekomsten halter bagefter udviklingslandene som helhed.

Den regionale sammensætning af fattigdom har ændret sig dramatisk. Da faldet i fattigdommen mellem 1981 og 1984 er ret specielt (idet det i høj grad skyldes ændringer i Kina), vil vi fokusere på 1984 og 2004. I 1984 var den region med den højeste andel af verdens fattige til 1 dollar om dagen (hvis man antager, at der ikke er nogen i de udviklede lande) Østasien med 44 % af det samlede antal fattige; en tredjedel af de fattige befandt sig på det tidspunkt i Kina. I 2004 var Østasiens andel faldet til 17 % (13 % for Kina). Dette blev i vid udstrækning opvejet af stigningen i andelen af fattige i Sydasien (fra 35 % i 1984 til 46 % i 2004) og (mest slående) i Sydøstasien, hvor andelen af mennesker, der lever under 1 USD om dagen, steg fra 16 % i 1984 til 31 % 20 år senere. Hvis man fremskriver disse tal frem til 2015, vil SSA’s andel af de fattige, der lever for 1 dollar om dagen, være næsten 40 %. o

Hvordan påvirkes vores resultater ved at indføre en forskel mellem by- og landdistriktskolen? Fig. 2 viser de samlede fattigdomsmålinger med og uden korrektion for en højere bymæssig COL. Naturligvis stiger antallet af fattige (fordi vi har behandlet den internationale grænse som en grænse for landdistrikter). Men med hvor meget stiger antallet af fattige? Når vi tager højde for forskellen mellem by- og landområderne i COL, finder vi et indeks for antallet af personer med 1 dollar om dagen i 1993, der er ≈2,3 %-point højere (27,9 % mod 25,6 %, fra tabel 1). Mere end 100 millioner mennesker føjes til det globale antal fattige, når vi tager højde for de højere leveomkostninger i byområderne, og ca. halvdelen af de 100 millioner kommer fra Sydasien og en tredjedel fra SSA.

Den ændrede metodologi gør langt mindre forskel på tendenserne over tid. I perioden 1993-2002 viser begge metoder et fald på 5,2 %-point i fattigdomsgraden på 1 dollar om dagen (tabel 5). Den forholdsmæssige nedgang er lidt lavere, når man tager højde for forskellen mellem fattigdomsgrænserne i byerne og på landet. Dette var tilstrækkeligt til at reducere det samlede antal fattige med ≈100 millioner mennesker (105 millioner, når den samme grænse for by- og landområder anvendes, og 98 millioner, når der tages højde for en højere fattigdomsgrænse i byerne).

Vi finder, at fattigdomsforekomsten i landdistrikterne er betydeligt højere end i byerne, selv hvis man tager højde for den højere KOL, som de fattige i byområderne står over for. Fattigdomsgraden på 30 % for 1 USD om dagen i 2002 er mere end dobbelt så høj som i byerne (tabel 5). På samme måde lever 70 % af befolkningen i landdistrikterne under 2 USD om dagen, mens andelen i byområderne er mindre end halvdelen af dette tal. Landdistrikternes andel af fattigdommen i 2002 er 75 %, når grænsen på 1 dollar om dagen anvendes, og lidt lavere, når grænsen på 2 dollar anvendes.

Der er sket en markant urbanisering af fattigdommen i verden. For grænsen på 1 dollar om dagen finder vi, at byernes andel af de fattige er stigende over tid, fra 19 % i 1993 til 25 % i 2002 (3). Dette skyldes ikke kun befolkningstilvækst i byerne. Forholdet mellem fattigdomsforekomsten i byerne og den samlede fattigdomsforekomst er også steget i takt med urbaniseringen, hvilket indebærer, at de fattige er blevet urbaniseret hurtigere (proportionelt set) end befolkningen som helhed. Ved at anvende grænsen på 2 dollars om dagen finder vi en lidt højere andel af de fattige, der lever i byområder, men denne andel er steget langsommere end for grænsen på 1 dollar om dagen. Der er også tegn på en opbremsning i urbaniseringen af fattigdommen, når 2-dagslinjen anvendes (3).

Der var ikke kun et langsommere fald i fattigdomsgraden i byerne, men antallet af fattige i byerne i verden steg også i denne periode. Vi opnår en optælling af 98 millioner færre fattige efter standarden på 1 dollar om dagen i perioden 1993-2002, hvilket er nettoeffekten af et fald på 148 millioner i antallet af fattige i landdistrikterne og en stigning på 50 millioner i antallet af fattige i byerne. På samme måde blev fremskridtene med at reducere det samlede antal mennesker, der lever under 2 dollars om dagen i landdistrikterne med 116 millioner, ledsaget af en stigning i antallet af fattige i byerne på 65 millioner, hvilket giver et nettofald i antallet af fattige på kun 51 millioner (3).

Der er bemærkelsesværdige forskelle mellem regionerne med hensyn til urbaniseringen af fattigdommen; tabel 5 viser fordelingen efter region. I 2002 var landdistriktsindekset for Østasien ni gange højere end byindekset, men kun 16 % højere i Sydasien, som er den region med den laveste relative forskel i fattigdomsrater mellem de to sektorer. Kontrasten mellem Kina og Indien er særlig slående. Fattigdomsforekomsten i byerne i Kina var i 2002 knap 4 % af fattigdomsforekomsten i landdistrikterne, mens den var 90 % i Indien (3). Fattigdomsforekomsten i byerne i Kina er usædvanlig lav i forhold til den i landdistrikterne, selv om problemer med de tilgængelige data (især det forhold, at nyligt indvandrede til byområderne er underfortalt i byundersøgelserne) sandsynligvis fører til, at vi undervurderer byernes andel af de fattige i dette land (for yderligere diskussion, se ref. 17).

Vi finder, at byernes andel af de fattige er lavest i Østasien (6,6 % af de fattige for 1 dollar om dagen boede i byområder i 2002), hvilket i vid udstrækning skyldes Kina. De fattiges andel af byerne er størst i Latinamerika, hvor 59 % af de fattige for 1 dollar om dagen og 66 % af de fattige for 2 dollar om dagen boede i byområder i 2002. Dette er den eneste region, hvor flere af de fattige for 1 dollar om dagen bor i byområder end i landdistrikter (skiftet skete i midten af 1990’erne).

I det samlede billede og i de fleste regioner finder vi, at fattigdomsforekomsten er faldet i både by- og landområder i hele perioden som helhed (dog med større fremskridt mod fattigdom i landdistrikterne i det samlede billede). LAC og SSA er undtagelser. Her er den stigende fattigdom i byerne fulgt af faldende fattigdom i landdistrikterne. Den (fattigdomsreducerende) befolkningsforskydning og landdistriktskomponenten for LAC og SSA blev opvejet af den (fattigdomsforøgende) bykomponent.

Men selv om fattigdomsraten i byerne for udviklingslandene som helhed var relativt stagnerende over tid for 1 USD om dagen, gælder dette ikke for alle regioner. Faktisk falder fattigdomsraten i byerne i forhold til den nationale rate i både Østasien og ECA, hvilket dæmper urbaniseringen af fattigdommen; i ECA er byernes andel af de fattige faktisk faldende over tid (en “ruralisering” af fattigdommen), selv om byernes andel af den samlede befolkning er steget, om end kun en smule. (Der er antydningen af en ruralisering af fattigdommen på 2 dollar om dagen i Østasien fra slutningen af 1990’erne, igen på grund af Kina). Landdistriktalisering af fattigdommen i ECA er ikke overraskende, fordi den er i overensstemmelse med andre beviser, der tyder på, at den økonomiske overgangsproces i denne region har begunstiget byområderne frem for landområderne (18). Dette har også været tilfældet i Kina siden midten af 1990’erne (17).

Sydasien viser ingen tendens i nogen retning i byernes fattigdomsrate i forhold til den nationale rate, og regionen har også haft en relativt lav samlet urbaniseringsrate, med få tegn på en trendmæssig stigning i byernes andel af de fattige. Komponenten befolkningsskifte i forbindelse med fattigdomsbekæmpelse er også relativt mindre vigtig i Sydasien.

Den urbane fattigdomsrate i forhold til den nationale rate har ikke vist nogen klar tendens i SSA, selv om den hurtige urbanisering af befolkningen som helhed har betydet, at en stigende andel af de fattige bor i byområder.